Eleverne har varierende kognitive forudsætninger / kan have generelle indlæringsvanskeligheder. Flere elever har specifikke indlæringsvanskeligheder; såsom dyslektiske udfordringer. De har grundlæggende vanskeligheder med processer i forbindelse med læring. Elevernes eksekutive forudsætninger er udfordret, hvilket har betydning for udviklingen i deres læring. Det kan betyde, at der for mange eleverne må forventes mere tid til tilegnelse af læringsstrategier. Der arbejdes med mestring og træning af både faglige, sociale og personlige kompetencer.

Elevernes specialpædagogiske behov varierer, men fælles for dem er behovet for et trygt klassemiljø, hvor forskellighed accepteres, og hvor der tages udgangspunkt i den enkelte elevs ressourcer og kompetencer. Det er vigtigt, at omgivelserne understøtter elevernes tro på egne evner.

Undervisningen tager altid udgangspunkt i den enkelte elevs ressourcer og faglige niveau og der arbejdes med kompenserende og stilladserende strategier.
Der udarbejdes med individuelle elev- og handleplaner for hver elev.

Formålet for elever i afdeling Bogense er at gøre dem så selvhjulpne og livsduelige som muligt, så de bedst kan mestre det ungdoms- og voksenliv, der venter dem efter skoletiden. For det enkelte barn tilstræbes en kobling til almenmiljøet i de lokale rammer. Hvis en elev vurderes parat, arbejdes der mod mulig inklusion i enkelte lektioner og fag, med henblik på at understøtte udviklingen af elevens fulde potentiale. Denne proces foregår i samarbejde med enten Bogense Skole eller elevens distriktsskole.