Formål
Målet med indsatsen for alle børn på skolen er, at trivsel skaber fundament for at personlig- social- og faglig udvikling blomstrer. For hvert barn er skoletilbuddet koblet op på individuelle udviklingsplaner.
Ligeledes tilstræber skolen at motivere og fastholde de unge i skolesystemet - med mulighed for at tage Folkeskolens afsluttende prøver - samt at forberede en udslusning til andet skoletilbud eller en ungdomsuddannelse. Desuden arbejdes der på at styrke børnenes/de unges muligheder for, at opnå et selvstændigt og selvvalgt livsforløb.
Skolen har endvidere en del børn med omfattende tilknytningsforstyrrelser. For disse børn er målet, at de skal opleve en hverdag, hvor alle belastninger er mindsket så meget som muligt, men hvor der sideløbende - i hensyn til barnets egen udviklingsfase - arbejdes frem mod, at barnet en dag kommer til, at kunne træffe hensigtsmæssige valg mod et selvstændigt liv med solide sociale relationer.
Værdier
Nordfynsskolens pædagogiske tænkning og læringsmiljø er båret af værdier som ordentlighed, nysgerrighed, åbenhed, troværdighed og synlighed, og vi tror på, at alle børn gør det bedste de kan; både fagligt og socialt.
Det pædagogiske og didaktiske fundament står på 4 politisk vedtaget søjler; mentalisering, low arousal, positiv psykologi og neuroaffektiv udviklingspsykologi.
Hverdagen på alle afdelinger er rammesat med høj grad af visuel struktur, forudsigelighed, variation i undervisningen samt individuelt tilrettelagte skemaer. Vi arbejder målrettet for at opnå følelsen af succes og mestring hos alle børn ligesom vi hjælper til, at børnenes erfaringer lagres i positive narrativer, som motivation til fremtidigt beskæftigelse- og uddannelsesliv.
Forældresamarbejdet
Forældre samarbejdet vægtes højt. Vi inviterer til 2 årlige samtaler, hvor barnets udvikling bliver gennemgået forud for en udarbejdet handleplan. Der er tæt kontakt og dialog med forældre både pr. tlf., sms og via aula. Derudover indkaldes forældre til netværksmøder i løbet af året (samarbejdskonferencer). Her indkaldes interne og eksterne samarbejdspartnere ad hoc til drøftelse af elevproblematikker, familieproblematikker og udslusning, dels for at sikre udvikling og dels for at vidensdelen, så barnet/den unge lykkes bedst. På nogle afdelinger afholdes der fælles forældremøder og/eller tema-aftener ligesom der kan inviteres til forældrekaffe i løbet af året.
Både i forhold til elever og forældre/plejefamilier er det vigtigt for skolen, at opbygge tætte relationer for derigennem at skabe tryghed og tillid i samarbejdet. Vi tror på nødvendigheden af en åben og tæt dialog og vi har forståelse og viden om, hvordan tidligere dagtilbuds eller skoleårs forløb kan have sat dybe spor hos både barn og familie. Vi investerer derfor bevidst i at opbygge tillidsfulde relationer.