
Afdeling Nordstjernen
Eleverne i Nordstjernen har overvejende udfordringer inden for autismespektret og/eller ADHD, og nogle har også problematikker relateret til angst og skolefravær. Eleverne som visiteres til Nordstjernen, vil profitere af autismevenlige klassemiljøer, uden nødvendigvis at være diagnosticerede. Eleverne har alle fine kognitive forudsætninger for læring.
Hver klasse har sit eget klasselokale, og skolen råder også over mindre lokaler til individuelle formål. Skolen har en række faglokaler; herunder sløjd, billedkunst, musik, gymnastiksal og madkundskab. Fysik/kemi-undervisning foregår på en af kommunens distriktsskoler, hvor eleverne ledsages af kendt personale fra Nordstjernen.
Undervisningen struktureres med fokus på koncentrerede arbejdsintervaller med indlagte pauser. Fælles for alle elever er behovet for et læringsmiljø med høj visuel struktur samt en skoledag præget af forudsigelighed, genkendelighed og tålmodighed. Der arbejdes med individuelt tilpassede dagskemaer og aftaler, og vi prioriterer, at eleverne gradvist lærer at deltage i fællesskabsbaseret undervisning samtidig med at der tages individuelle hensyn. I de yngste klasser vægter vi bevægelse og legende læring højt.
Hvert klasseteam består af både lærere og pædagoger, som arbejder tæt sammen om planlægningen og gennemførelsen af undervisningen. Hver elev har en kontaktperson i klassen, der fungerer som bindeled mellem skole og hjem for at sikre et sammenhængende fokus på elevens trivsel og udvikling.
Afdeling Nordlyset
Afdeling Nordlyset har elever med generelle indlæringsvanskeligheder, herunder udviklingsforstyrrelser af tale og sprog, sansemotoriske udviklingsforstyrrelser, omfattende multiple funktionsnedsættelser samt andre kognitive udfordringer.
Hver klasse har sit eget klasselokale, og der findes mindre lokaler til individuelle formål. Skolen har desuden en række faglokaler; herunder sløjd, billedkunst, musik, gymnastiksal samt madkundskab.
Den specialpædagogiske tilgang i Nordlyset integrerer pædagogik, undervisning og understøttende aktiviteter for at fremme læring i et bredt perspektiv. På baggrund af elevernes kognitive udfordringer, som kan føre til hurtigere udtrætning, er det en bevidst pædagogisk strategi at arbejde med energiforvaltning. Dette sikrer, at elevernes ressourcer rækker til deres samlede børneliv.
Strukturen i Nordlyset er tydelig og genkendelig, hvilket skabes gennem brugen af visualisering, der giver eleverne et overblik og forudsigelighed. Der arbejdes med visuelle strukturer for hele dagen samt for specifikke sekvenser, både i større grupper og individuelt, når det er nødvendigt for elevernes forståelse.
Hvert klasseteam består af lærere samt pædagoger, pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter, der arbejder tæt sammen om planlægning og gennemførelse af undervisningen. Hver elev har en kontaktperson i klassen, som fungerer som bindeled mellem skole og hjem, hvilket sikrer et sammenhængende fokus på elevens trivsel og udvikling.
Der udarbejdes individuelle elev- og handleplaner for hver elev. Disse planer tager udgangspunkt i barnets personlige forudsætninger, og både det faglige og sociale arbejde tilrettelægges efter elevens behov.